2021-02-10

ISS Danmark og Forsvaret forhandler om muligt ophør af partnerskabsaftale

ISS Facility Services A/S og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse vil snarest muligt indlede forhandlinger om et eventuelt ophør af den eksisterende servicekontrakt mellem ISS og Forsvaret, og et forhandlingsforløb er aftalt. Dette sker på baggrund af det forhandlingsmandat, som forsvarsminister Trine Bramsen i dag har oplyst om til Folketingets Forsvarsudvalg.

Partnerskabsaftalen, der blev indgået i 2017, løber oprindeligt frem til 2024. Men det har efterfølgende vist sig, at det har været svært at realisere de potentialer og muligheder, der var en afgørende del af fundamentet for indgåelsen af partnerskabet. Derfor igangsættes der nu forhandlinger om et eventuelt ophør af kontrakten.

 

”Selv om det er ærgerligt, at vi nået hertil, så er vi tilfredse med, at der nu er kommet et mandat til at påbegynde forhandlingerne. Vi vil indgå konstruktivt i forhandlingerne med det formål at opnå en løsning, der er til gavn for alle parter, herunder ikke mindst vores nuværende medarbejdere i Forsvaret, der arbejder ihærdigt for at levere en god service hver dag,” siger Simon Kaiser, der er Head of Group Business Transformation i ISS.

 

Pressekontakt: Kenni Leth, Head of Global PR & Media Relations, ISS World Services A/S, tel. 51 71 43 68